I dag er de fleste moderne stuer indrettet med lette loungemøbler, som taler til både øje og komfort. Derfor var det også helt naturligt for designer Peter Karpf at lave en loungeudgave af spisestuestolen Agitari. Loungestolen er den seneste nyhed i Fredericia Furnitures kollektion.
Det var vigtigt for designeren at udvikle en loungestol, som på trods af det enkle og minimalistiske udtryk er behagelig at sidde i.
”Stolen er udstyret med et såkaldt freiswinger-stel, som gør stolen let fjedrende. Det betyder, at den bliver meget fleksibel – det er næsten som at sidde i en gyngestol”, forklarer stolens designer Peter Karpf.
Loungestolens klassiske form er inspireret af 1920’ernes populære tyske Bauhaus-stil. Samtidig er den fremstillet ved hjælp af supermoderne teknik for at få den elegante siddeskal i formspændt finer helt tynd, så stolen fremstår så let som muligt.
Loungestolen er lidt bredere og lavere end spisestuestolen, og den fås med polstret overside, så siddekomforten øges, og det lette udtryk bevares. Det er Fredericia Furnitures ønske at lave en hel Agitari-familie, og med den nye loungestol er der nu kommet et nyt komfortabelt og elegant medlem i familien.
Produkt: Agitari
Beskrivelse: Formspændt loungestol i finer – fås også med polster på oversiden
Designer: Peter Karpf, Danmark
Producent: Fredericia Furniture
Udførelse: Stolens siddeskal er fremstillet efter den patenterede tyske Reholz 3D-finer-teknik, og den er kun otte millimeter tyk, hvilket giver stolen et elegant udtryk. Understellet fremstilles i forkromede stålrø.
Varianter:
Finer: eg, valnød og makassar
Stel: Krom eller matkrom
Finer med polstret overside: Polster fås i mange forskellige farver og varianter
Mål:
Højde: 75 cm
Siddehøjde: 35 cm
Bredde: 54 cm
Dybde: 67 cm